1.Vers
Alt klikker jeg kigger mig I spejlet
Stadig ingen bag facaden jeg kan lege med
Og I nat har et regnet, jeg passer mit,
Men jeg tænker tit om hvorvidt jeg er egnet
Ik’ fordi jeg ik’ har prøvet at, hoppe over hegnet
Virkelighedens ansigt er pludselig så fregnet
Og hvornår har jeg sidst skiftet betrækket
Til den seng jeg gang på gang har bebrejdet.
Der ingen bund I den sø jeg har sejlet
Der ik’ land I sigt’ ved ik’ hvor længe’ jeg har spejdet
Og jeg føler jeg har fightet
Men har kørt I flere cirkler end Arkimedes han har tegnet
Ved ik’ om det’ mig, eller verden der har strejket
Ville give en fuck hvis min finger ik’ var brækket
Træt af gaden træt af maden fra det klamme thaisted
Andre har så mange ideer og muligheder, tag mig med!
Vi ku’ have splejset til hvad det nu end var
Hvis tilværelsen var designet.
Ku’ vi have glattet ud, chattet og skyped
Men nu kigger jeg mig stadig I spejlet.

Omkvæd: (Aleksander)
Alt klikker det hele blir’ taget fra mig
Kan ik’ flytte de finger jeg brænder
Hvis jeg vidste hvordan jeg starter
Men jeg glemmer mig selv igen
Alt er gået I stå
Jeg’ så træt af at stå I krogen
Ved ik’ hvad jeg håber på
Men jeg glemmer mig selv igen

2. vers (Balthasar)
Jeg kigger mig i spejlet og falder hen/
I øjnene på en fremmed mand, der stirrer blindt tilbage igen/
Jeg kigger mig i spejlet og falder hen/
I øjnene på en lille dreng jeg kæmper om at anerkende/
Alt klikker, jeg mister fokus Jeg forsvinder/
jeg ved ik’ hvor jeg befinder mig, men/
Skikkelsen i spejlet er psykopat, så meget ved jeg/
Han smiler forstående til mig, og vinder, find mig/
Hvordan sku’ jeg ku’ skildre mit indre/
Når jeg er fremmedgjort for mig selv, en skingrende sindssyg person/
Blinker, gir mig blikket og binder mig til ham/
Viser mig intethed og billeder af halvdøde kvinder/
Intet forhindrer ham, der Ingen der ka’ lindrer mandens problemer/
Han er sygeligt fordrejet og sikkert ensom/
En del af sindet ligger i spejlet, jeg nikker til dig som en anden ven/
Inden jeg ser ham og falder hen/

Omkvæd: (Aleksander)
Alt klikker det hele blir’ taget fra mig
Kan ik’ flytte de finger jeg brænder
Hvis jeg vidste hvordan jeg starter
Men jeg glemmer mig selv igen
Alt er gået I stå
Jeg’ så træt af at stå I krogen
Ved ik’ hvad jeg håber på
Men jeg glemmer mig selv igen

3. vers
Jeg prøver at presse identiteten frem
Men følelsen af afmagt er blevet enebarn
Hvor knægten jeg kender, må finde ham
Så id’et og mit alterego igen er på scenen samm’
Knust ud af billedrammen
Et selvforskyldt kaos I et vers der egentlig slet ik’ var en del af sangen
Hvem overbragte det telegram,
Med problemer I stimer når jeg har svært ved at håndtere et af gangen
“Råb om hjælp”
bliver overdøvet af idealer, faste rammer
spinkle planer, kattejammer
simple regler, gaden brænder
tiden dræber hadet larmer I det digitale skattekammer,
der så mange ting, der burde føles rigtige
klemmer om min krop som det sæde jeg sidder fast I
glemmer mig selv og venter på dagen
hvor det menneske jeg elsker ik’ hænger med hagen
tænker lidt længere, erkender vender tilbage
fortæller sig selv at han ik’ skal røre før han tørrer hænderne af
Der’ så mange der bare æder af kagen,
Men.. nu bryder jeg mig ik’ længere om smagen for alt klikker

Omkvæd