Du kan ik’ blive, for tiden den går, og siden hvornår har den healet dine sår Du kan ik’ blive, for tiden den løber af sted - ”skynd dig dog med” Tid er ik’ en kæreste, der nyder at lægge sig og kæle Tid er ik’ en bedste ven, der sælger sin sjæl. Tid er en løgner der elsker at stjæle Så riv stolen væk under din dagsorden før den sætter sig selv. Stil dit ur frem til i dag/ Vil du trække dig op eller træk dig tilbage/ År, måneder der gik og - dum dig nu ikk - hør sekunderne tig’/ For med et kan det være væk på øjeblik / Alle mennesker kender det hader det elsker det/ Ville være så nemt hvis man havde det mellem hænderne men/ Ta det tragiske travlhedstraume til dig / se dig om før du piller fjerene fra dine to helvedsskabte engle agtige vinger/ for der ingen problemer, i at indhente det forsømte senere/ smukt billed når uret er nulstillet / du må sparke dit tryghedstema helt ud af dit søndagsskema det ik andet end/ en billig flugt fra det virkelig/ ifølge dit ur blir det mørkt for tidlig – det der ved at blive din livsstil - - pligterne kalder!/ fuld fart frem – ud og i gang med det du hader der gør dagene så lang/ bang’ for ik at ku få alt til at passe , gem dig hellere/ for det kun dig selv der vælger hvem der hælder sand i dit glas/ kalder det stress – lukker øjnene og ber til det falder på plads/ Det evige mønster/ Dagen går, tiden løber og meningen flygter/

1. Vers Der star jeg mundlam hjælpeløs, Ude af stand til at reagere stirrer stift på mørket bag det tændte lys Træstumper ligger spredt på måtten døren star på klem Følelsen af at være gået forkert når man kommer hjem Gangen græder køkkenet bløder mit værelse skriger Ting er forsvundet end ik’ trygheden er der mere Resignerer, tanker trygger føler mig splittet op De var på mit territorium, troede ellers jeg havde pisset nok en ubehagelig smag I den luft jeg indånder mørket fanger mig, væggene spænder ben for mig de har øjne der nysgerrigt stirrer på mig river op I det sår jeg nu star o glider under tog pengene, pc’en, tv’et stjal min nattesøvn, privatlivet og friheden nervøs som på den første skoledag når filmen knækker ville man ønske man ku’ spole tilbage “Tænke positivt” – Fuck om jeg er følsom min forsikring dækker ik følelsen bag min brystlomme’ det er sådan noget her, der gir sorg, stress og ølvom afmagt er en uhelbredeligt sygdom Omkvæd: Når du holder vejret og ik’ kan sige noget Når du ik’ længere kan tænke klart Når du ik’ kan fjerne duggen fra bilruden Skal du ik’ gøre som de andre de gør Når problemerne vikler sig ind I pigtråd Når du ik’ helt ved hvor du skal start’ Når lommerne er fyldt op til renden med mismod Mærk at du lever som aldrig før. 2. Vers Der star jeg mundlam hjælpeløs, Midt I et af de gadeoverfald der aldrig blir det men burde eftersøges Kigger på kniven mellem hans finger Intet støj og larm lukker øjnene samm’ håber jeg forsvinder helt væk “Hvad’ dit navn, hvor du fra” De stiller tusind spørgsmål, men lukker munden på mig før jeg når at svare. “Giv mig din pung” – siger den lille til ham med hætten overtager Lad nu være at gør noget dumt, jeg star der bare Kampnervøs, magtesløs de ved godt jeg har En pen sum af peng’ på mig, blir svært at bortforklare Han presser bladet ind I siden på mig, tager min pung og åbner op For det der sku være rejsepenge de næste måneder Før mig ud I natten uden penge på lommen Ber de mig gå ned af den næste sidegade og ik’ vende mig om Troede ik’ Sydney var en fjendtlig zon’ Hvorfor ligne en million, når alt det smukke det går ned med solen Omkvæd: Når du holder vejret og ik’ kan sige noget Når du ik’ længere kan tænke klart Når du ik’ kan fjerne duggen fra bilruden Skal du ik’ gøre som de andre de gør Når problemerne vikler sig ind I pigtråd Når du ik’ helt ved hvor du skal start’ Når lommerne er fyldt op til renden med mismod Mærk at du lever som aldrig før. 3. Vers Der star jeg mundlam hjælpeløs, Blir jeg efterlyst? Kun noget så falsk kan udløse sådan en ægte følelse Ramt, hører mig skræmt be ham la’ mig gå På et split sekund vendt’ det hele rundt tog masken på Og baldrede ballonen, havde ik’ set det komme Står med en klump I halsen der større end den han gav mig I hånden Vejen endt’ blind, intet mod jeg kan genvind’ Politiskiltet printet på min nethinde’ Problem eller løsning, han gentager: “You want problem or solution”? Har peng’ klar, men har kun små sedler Du må ku’ gøre det bedre, Siger han til mig, viser mig pistolen ringer til stationen jeg må væk derfra Fra pusher til korrupt politibetjent Fra uskyldig turist til hovedmistænkt Vejrtrækningen overdøver gadens horn og sirener Spejder sporadiske efter det skjulte kamera, jeg må Grib tanken flygt’, tage chancen løbe Og be om jeg lander blødt. Følte mig så hamrende svag Blottet for energi men jeg løb og så mig aldrig tilbage. Omkvæd..

1.Vers Alt klikker jeg kigger mig I spejlet Stadig ingen bag facaden jeg kan lege med Og I nat har et regnet, jeg passer mit, Men jeg tænker tit om hvorvidt jeg er egnet Ik’ fordi jeg ik’ har prøvet at, hoppe over hegnet Virkelighedens ansigt er pludselig så fregnet Og hvornår har jeg sidst skiftet betrækket Til den seng jeg gang på gang har bebrejdet. Der ingen bund I den sø jeg har sejlet Der ik’ land I sigt’ ved ik’ hvor længe’ jeg har spejdet Og jeg føler jeg har fightet Men har kørt I flere cirkler end Arkimedes han har tegnet Ved ik’ om det’ mig, eller verden der har strejket Ville give en fuck hvis min finger ik’ var brækket Træt af gaden træt af maden fra det klamme thaisted Andre har så mange ideer og muligheder, tag mig med! Vi ku’ have splejset til hvad det nu end var Hvis tilværelsen var designet. Ku’ vi have glattet ud, chattet og skyped Men nu kigger jeg mig stadig I spejlet. Omkvæd: (Aleksander) Alt klikker det hele blir’ taget fra mig Kan ik’ flytte de finger jeg brænder Hvis jeg vidste hvordan jeg starter Men jeg glemmer mig selv igen Alt er gået I stå Jeg’ så træt af at stå I krogen Ved ik’ hvad jeg håber på Men jeg glemmer mig selv igen 2. vers (Balthasar) Jeg kigger mig i spejlet og falder hen/ I øjnene på en fremmed mand, der stirrer blindt tilbage igen/ Jeg kigger mig i spejlet og falder hen/ I øjnene på en lille dreng jeg kæmper om at anerkende/ Alt klikker, jeg mister fokus Jeg forsvinder/ jeg ved ik’ hvor jeg befinder mig, men/ Skikkelsen i spejlet er psykopat, så meget ved jeg/ Han smiler forstående til mig, og vinder, find mig/ Hvordan sku’ jeg ku’ skildre mit indre/ Når jeg er fremmedgjort for mig selv, en skingrende sindssyg person/ Blinker, gir mig blikket og binder mig til ham/ Viser mig intethed og billeder af halvdøde kvinder/ Intet forhindrer ham, der Ingen der ka’ lindrer mandens problemer/ Han er sygeligt fordrejet og sikkert ensom/ En del af sindet ligger i spejlet, jeg nikker til dig som en anden ven/ Inden jeg ser ham og falder hen/ Omkvæd: (Aleksander) Alt klikker det hele blir’ taget fra mig Kan ik’ flytte de finger jeg brænder Hvis jeg vidste hvordan jeg starter Men jeg glemmer mig selv igen Alt er gået I stå Jeg’ så træt af at stå I krogen Ved ik’ hvad jeg håber på Men jeg glemmer mig selv igen 3. vers Jeg prøver at presse identiteten frem Men følelsen af afmagt er blevet enebarn Hvor knægten jeg kender, må finde ham Så id’et og mit alterego igen er på scenen samm’ Knust ud af billedrammen Et selvforskyldt kaos I et vers der egentlig slet ik’ var en del af sangen Hvem overbragte det telegram, Med problemer I stimer når jeg har svært ved at håndtere et af gangen “Råb om hjælp” bliver overdøvet af idealer, faste rammer spinkle planer, kattejammer simple regler, gaden brænder tiden dræber hadet larmer I det digitale skattekammer, der så mange ting, der burde føles rigtige klemmer om min krop som det sæde jeg sidder fast I glemmer mig selv og venter på dagen hvor det menneske jeg elsker ik’ hænger med hagen tænker lidt længere, erkender vender tilbage fortæller sig selv at han ik’ skal røre før han tørrer hænderne af Der’ så mange der bare æder af kagen, Men.. nu bryder jeg mig ik’ længere om smagen for alt klikker Omkvæd

1. Vers I østen stiger solen op I vesten stiger vores skattesmæk For år tilbage blev dårlig smag ik’ siddende I min serviet Vil hen hvor alt er let, hvor hash og sex er kvit og frit Hvor seksløbere er atleter hvor problemerne kan tales væk Hvor man ka puste luft I flade dæk Hvor folk faktisk gir ‘et chokoladeæg når de har brugt det tredje gæt Hvor fake kæder og kæmpe slæder ik’ sælger bedre Hvor idoler ik’ er ligeså blanke som deres stemmesedler Hvor mor og far er bedste venner Hvor børn ik’ lærer skriver sms’er før de mister deres mælketænder Hvor der ledig fængselsceller – Og ik’ kun den colombianske mafia er mer’ korrupt end danske hjemmehjælpere Hvor kaffe smøger, bajer røg og gag og løjer ik’ gir’ bræk mine basket trøjer, lange løj og paranoia Hvor der ik’ fandtes en had følelse omkring glade bøsser og gadekryds Giv mig Ligestilling i sengen Hvor storkespringvandet var en ønskebrønd Hvor kærlighed var født som en smitsom sygdom Og man ku gå på gaden med en øl hånden Uden at blive stoppet og dømt på røde øjne og rygeånd. Omkvæd: Verden er perfekt med lukkede øjne Så ser det hele lidt mindre sort ud Falder ned når vi når højeste Lægger ansvaret fra os når vi lægger os på puden Verden er perfekt med lukkede øjne Så ser det hele lidt mindre sort ud Pakket pænt i papir med en sløjfe Forandring er godt – så længe det for det gode 2. Vers Tag mig hen hvor medierne ik’ bestemmer værdier/ Hvor folketinget ik’ har overtalt af hængepartier hvor man ku/ Finde sin eneste ene midt i mængden af piger Og selv regulere hvor forelsket’ hun bliver’ der hvor/ præsidenter ku’ snak sammen – hvor/ menneskedød og pengenød ik’ var midtpunktet i deres magtkamp/ Hvor barnegråd og uskyldig snak i toget ik’ gjorde folk gag i låget hvor croissanterne de smagte af noget Hvor skudbrag ik’ har noget at gøre hudfarve Religiøse udsagn og hvad man ser i guds navn/ Hvor kun var gulvet der blev – mobbet i folkeskolen/ og man ik’ ku blive valgt til sidst bare fordi man var en boldmongol/ Hvor rabat var mere end hovedstaden i Marokko/ Og chancen var lidt større for at vinde i lotto/ Hvor fodbolddommerne ik’ var pisse neder/ Og de også ku blive vist ud for ik’ at benytte sig at tv-billeder/ Hvor bander blev brugt i bowling for motorikspassere/ Hvor so var en definition af kvindelige grisebasser/ Hvor det ik’ var nødvendigt at bruge klokken/ For tiden gik ik’ men blev i stedet når man havde brug for den/ Omkvæd: Verden er perfekt med lukkede øjne Så ser det hele lidt mindre sort ud Falder ned når vi når højeste Lægger ansvaret fra os når vi lægger os på puden Verden er perfekt med lukkede øjne Så ser det hele lidt mindre sort ud Pakket pænt i papir med en sløjfe Forandring er godt – så længe det for det gode 3. Vers Vi forfalsker passene og camouflere smilene en verden hvor stumfilm er meget mere sigende Hvor fattigdommen er stigende men staten ik’ har penge til sultne børns mad men råd til at finansiere krigene. Tag mig hen hvor der kan være lidt mere I Irmas poser Hvor man kan stole trygt på doktormandens diagnoser Hvor ens nærmeste kan holde på en hemmelighed Og det at sku’ få vægten ned ik’ tapper folk for selvtillid Et bedre sted – hvor børnene ik’ skal væmmes ved Voldsprogrammer dårligkarma I den bedste sendetid Hvor det forbudt at slå op med kæresten på en sms besked Og der altid er en krukke med kys forenden af skænderiet Hvor man bliver busted når man lyver, tag mig tilbage til istiden hvor en conetto den ik kostede en tyver Der Hvor alle står på listen, og man kan lægge sin nye jakke fra sig i byen og ik’ være bange for at mist’ den. hvor solen altid vil skind’, hvor jeg kan passe på mine ting Og hun altid kan være ved mig og age mig på kinden Hvor alle kan gøre deres hobby til en levevej Hvor folk som mig ik’ går så højt op i at finde fejl Omkvæd: Verden er perfekt med lukkede øjne Så ser det hele lidt mindre sort ud Falder ned når vi når højeste Lægger ansvaret fra os når vi lægger os på puden Verden er perfekt med lukkede øjne Så ser det hele lidt mindre sort ud Pakket pænt i papir med en sløjfe Forandring er godt – så længe det for det gode